Målsætning og evaluering

Blyant

Metode 30: Kompetencemappen

Kompetencemappen er en metode, der sætter fokus på elevens alsidige personlige udvikling. Hver elev har en personlig mappe, hvor en række sociale kompetencer er beskrevet. I mappen findes endvidere beskrivelse af en række tegn, der bruges til vurdering af, i hvor høj grad den enkelte elev mestrer kompetencerne. Metoden er udviklet på Nordre Skole, Bramming, hvor de sociale kompetencer er udvalgt af skolebestyrelsen og skolens pædagogiske personale.

Kompetencemappen bruges til et gennemgribende forebyggende arbejde og er et supplement til den øvrige sociale træning på skolen. Metoden indeholder et forløb til henholdsvis indskoling, mellemtrin og overbygning, men udviklingen af kompetencerne må og skal ses som en kontinuerlig proces fra 0. til 9. klasse.

Metode 31: ZNU-cirklen

ZNU-cirklen er baseret på Vygotski’s teori om ”Zonen for Nærmeste Udvikling”, forkortet ZNU. I skolesammenhæng kan ZNU-cirklen bruges som en visuel fremstilling af en klasses, en gruppes eller en enkelt elevs forudsætninger og potentialer, og den kan bruges til at målsætte og evaluere såvel faglige som sociale delmål.

I arbejdet med udvikling af elevernes sociale kompetencer kan ZNU-cirklen bruges både mobingsforebyggende og indgribende. ZNU-cirklen kan anvendes på alle klassetrin.