Mobning i skolen

Mobning giver dårlig trivsel og har en negativ indflydelse på helbred og udvikling – både på kort og på længere sigt. Derfor er forebyggelse af mobning et centralt fokuspunkt i arbejdet med undervisningsmiljøet på skolerne. 

Af Karin M. Villumsen og Mia Malmstrøm, 21-07-2006 

Et socialt fænomen
Når mobning forekommer i skolen, er det et tegn på et dårligt psykisk undervisningsmiljø. Det psykiske undervisningsmiljø handler nemlig i høj grad om sociale relationer, normer og gruppedynamik. Når disse forhold er usunde, får mobning gode vækstbetingelser.

• Mobning er et socialt fænomen, hvor der sker en fordrejning af de sociale normer og relationer i negativ og ekskluderende retning
• Mobning indebærer en ubalance i magtforholdet mellem den/de, der mobber og den, der bliver mobbet, så den der bliver mobbet mister status
• Mobning kan udføres af én person eller af en gruppe
• Mobning kan have verbal, social, fysisk, materiel, elektronisk og virtuel karakter og kan foregå både direkte og indirekte 

Børn har forskellige grænser for, hvornår de kan føle sig krænket og forfulgt. Det er vigtigt at være opmærksom på denne spændvidde uden hverken at overdramatisere eller bagatellisere. Selv om der eksisterer definitioner på mobning, skal de aldrig bremse for, at man som voksen anerkender et barns oplevelse og følelser.

En del skolebørn mobbes stadig
Skolebørnsundersøgelsen 2002 viste en udvikling til det positive på mobningsområdet fra 1998 til 2002. I 1998 blev hver fjerde elev mobbet, mens det i 2002 var 15 %.

Dog var der ikke sket en reducering af mobning for de mest udsatte elever, der blev mobbet en eller flere gange om ugen – her var tallet konstant på 7 – 8 %. Indsatsen mod mobning i skolerne skal derfor fremover også koncentrere sig om at dæmme op for den meget alvorlige mobning.

Nyere danske undersøgelser understøtter skolebørnsundersøgelsens resultater. Mobning 2004 – en undersøgelse i 7. klasse viste, at 10,4 % af eleverne bliver mobbet. Heraf bliver 5,3 % mobbet ugentligt eller dagligt.

De seneste tal bekræfter mobningens omfang også på ældre klassetrin. Mobning og konflikt 2006 – en undersøgelse i 9. klasse viste, at 8,7 % bliver mobbet, hvoraf 5,5 % bliver mobbet ugentligt eller dagligt.

Hvem er involveret i mobning?
I princippet kan alle børn blive involveret i mobning. Det er en myte, at det er de ydre kendetegn, der er selve årsagen. At Signe bliver mobbet med sit røde hår, er det synlige resultat af noget dybereliggende – et gruppefænomen båret af socialpsykologiske mekanismer manifesteret som social smitte eleverne imellem, hvor nogle tager andres sympatier og antipatier (Tidlige spor, 2002). 

Kønsforskelle
Drenge og piger bliver mobbet lige meget. Der er altså ingen nævneværdig forskel på, hvem mobningen går ud over set i forhold til køn. Men der er derimod kønsforskel, når det gælder dem, der mobber. Her er drenge overrepræsenteret i forhold til piger (Mobning 2004 – En undersøgelse i 7. klasse, Mobning og konflikt 2006, Skolebørnsundersøgelsen 2002). 

Der er også forskel i måden, drenge og piger mobber på. Der er en tendens til, at drenge mobber mere fysisk og direkte (fx. ved at slå, ødelægge ejendele, bruge øgenavne og andre verbale trusler), mens piger mobber mere indirekte på et psykisk plan. Her handler det ofte om at udelukke en anden fra fællesskabet ved fx. at sprede rygter, bagtale eller simpelthen ignorere.

Både- og gruppen
Flere undersøgelser har vist, at der i Danmark findes en forholdsvis stor gruppe børn, som både mobber andre og selv bliver mobbet. Det er den såkaldte både- og gruppe. Jo mere man bliver mobbet, des større er sandsynligheden for, at man også selv mobber andre: Blandt de elever i 7. klasse, som bliver mobbet hver dag, mobber 30 % også andre hver dag (Mobning 2004 – En undersøgelse af mobning i 7. klasse), mens hele 40 % af de elever i 9. klasse, som bliver mobbet også mobber andre (Mobning og konflikt 2006). Undersøgelser har indtil nu ikke  kunnet forklare denne sammenhæng til bunds, hvilket vil kræve uddybende, kvalitative undersøgelser. Det er ikke desto mindre vigtigt at holde sig denne dobbeltrolle for øje. Rollerne som den, der mobber, og den, der bliver mobbet, er ikke nødvendigvis skarpt adskilte og tilhører ikke børn med forskellige personlighedstyper eller entydige sociale positioner. 

Årsager til mobning
Mobning kan ikke forklares med simple kausale sammenhænge. Det er en kompleks social problematik, hvor konteksten altid må tages med i betragtning for at undgå at individualisere problemet. Det betyder, at der er flere forskellige faktorer, der har indflydelse på, om mobning får gode vækstbetingelser. Overordnet set er følgende faktorer centrale i at hæmme eller fremme risikoen for mobning blandt elever:

• Skolens fysiske og æstetiske rammer
• Skolekulturen
• Lærerens rolle
• Opvækst og opdragelse
• Gruppedynamik og sociale normer

Dårlig vedligeholdelse og kedelige rammer
Dårlig vedligeholdelse på skolen sender et signal om ligegyldighed til eleverne: her er det i orden ikke at behandle sine omgivelser ordentligt. Hvis der ikke drages omsorg for skolens fysiske og æstetiske miljø, kan man heller ikke forvente, at eleverne som noget naturligt drager omsorg for hinanden.

En undersøgelse viste allerede i 1970’erne, at der var mere mobning på skoler med store, asfalterede skolegårde end på skoler med spændende og varierede udearealer (Svendsen 1979). Samtidig ved vi, at de, der mobber, keder sig mere end gennemsnittet i skolen. Det kunne altså tyde på, at varierende og spændende omgivelser og undervisning understøtter positiv relationsdannelse mellem eleverne.

Skolekultur uden klare værdier og handling
Der er stor forskel fra skole til skole på udbredelsen af mobning, hvilket viser at:

• Nogle skoler er bedre til at tackle problemet end andre
• Skolespecifikke kendetegn har betydning for, hvor udbredt mobning er

Mobning trives bedst i miljøer, hvor man ikke har taget aktiv stilling, ikke har sendt tydelige signaler, ikke har klare retningslinjer for indgriben og ikke har en fælles holdning til mobning.

På skole- og klasseniveau ligger der således en stor udfordring i at udvikle en skolekultur, hvor mobning ikke kan få fodfæste. Det er afgørende, at der er en fælles forståelse af, hvad mobning er, og hvad man på skolen vil gøre for at forebygge den. Som en del af en antimobbestrategi, er det også afgørende at have en beredskabsplan, så alle – ledelse, lærere, pædagoger, elever og forældre – ved, hvad der skal gøres, når mobning forekommer.

Læreren rammesætter elevernes sociale liv
Læreren har en central rolle som rammesætter for elevernes trivsel og for deres fælles sociale normer og derigennem en indirekte indflydelse på mobningen i klassen. Helt konkret kan læreren modvirke mobning i en klasse ved at:

• Vise omsorg og have en god kontakt med den enkelte elev
• Give gode tilbagemeldinger på positive væremåder
• Have et velfungerende samarbejde med forældrene
• Turde være åben over for problemer og konflikter (Roland og Galloway 2002).

I klasser, hvor læreren jævnligt tager initiativ til sådanne drøftelser, er mobning mindre udbredt end i klasser, hvor denne løbende dialog ikke er en del af hverdagen. Det er altså af stor betydning, at læreren tager et overordnet ansvar for i samarbejde med eleverne at udvikle klassens sociale normer i retning af medansvar, empati, tolerance og rummelighed. 

Opdragelse til fællesskab?
Det er i sagens natur ikke kun i skolen, at voksne rollemodeller kan påvirke børns adfærd og trivsel. I hjemmet har forældrene en vigtig indflydelse på deres børn, primært i kraft af deres adfærd og ikke så meget i kraft af, hvad de siger. Hvis forældrene fx. taler dårligt om andre i børnenes påhør, mobber børnene mere end andre børn (Mobning 2004 – En undersøgelse af mobning i 7. klasse). Forældre er modeller for deres børns læring gennem observation – både bevidst og ikke-bevidst.

Et barns opdragelse har stor indflydelse på, hvordan barnet generelt set agerer i sociale sammenhænge, og hvordan barnet relaterer til jævnaldrende. Fx. kan autoritære eller eftergivende opdragelsesformer fremme risikoen for, at barnet får en aggressiv adfærd eller en anti-social adfærd styret af egne behov (Bandura 1973 i Engler 1999, Olweus 2000).

Disse børn risikerer ikke kun at komme til at mobbe andre. De risikerer også selv at blive mobbet, fordi de har svært ved at indrette sig efter de sociale normer i klassen.

Gruppedynamik og sociale normer
Mobning opstår som oftest i en vekselvirkning mellem nogle individuelle faktorer og nogle sociale forhold i gruppen. I denne vekselvirkning bliver gruppens normer afgørende for, hvordan det sociale liv fungerer, og hvem der marginaliseres. Hvis der ikke gribes ind, kan klassen frit organisere sig med bestemte roller alt efter popularitet og magt, og der er dermed også risiko for, at uhensigtsmæssige normer bider sig fast i klassemiljøet, og at mobning bliver legitim.
    
Drivkraften for disse sociale mekanismer skal findes i gruppedynamikken. En sammen-sætning af forskellige børn i en gruppe muliggør forskellige roller og positioner. Samspillet mellem dem medfører gruppenormer, som både kan være positive/rummelige og negative/ekskluderende. Kommer negative gruppenormer til at dominere, er mobning en reel risiko.  

Social smitte er en vigtig gruppedynamisk mekanisme i mobning, som indebærer:

• At en eller flere personers handlinger og holdninger præger resten af gruppens
• At man gennem gruppeidentiteten legitimerer, at man ikke har et personligt ansvar
• At man legitimerer mobningen ved at flytte ansvaret over på den, der bliver mobbet: ”Det er hans egen skyld”

Disse socialpsykologiske mekanismer bidrager til, at den, der deltager i mobningen, kan reducere den uoverensstemmelse, der ofte vil være mellem holdning (det er forkert at mobbe andre) og handling (jeg mobber en klassekammerat).

Mobning er altså i høj grad et socialt fænomen, hvilket betyder, at en indgriben over for mobning skal målrettes de mange forskellige roller i mobningen: Først og fremmest relationen mellem den/de, der mobber og den, der bliver mobbet, men også mere usynlige aktører. Hos de passive tilskuere ligger der fx. et vigtigt, men ofte overset potentiale: De er med til at legitimere mobningen i det sociale rum, men omvendt kan de også modarbejde mobning ved at sige aktivt fra og på den måde være med til at ændre normerne for acceptabel adfærd i gruppen. Vi ved, at ca. halvdelen af eleverne på 7. klassetrin har grebet ind over for mobning af en klassekammerat (Mobning 2004 – en undersøgelse i 7. klasse). I en indsats mod mobning må et vigtigt fokus derfor også være at udnytte dette potentiale bedre. 

Mobning kan få livsvarige konsekvenser
Elever, der bliver mobbet, vil ofte opleve et forhøjet stressniveau på grund af deres situation. Mange vil også opleve angst og søvnbesvær samt få psykosomatiske symptomer som for eksempel mavepine og hovedpine. De trives altså meget dårligt og har derfor også svært ved at koncentrere sig i skolen og få noget ud af undervisningen. De mere personlighedstruende konsekvenser er ødelagt selvtillid og selvværd, som på længere sigt risikerer at føre til depression.

Undersøgelsen Mobning og udvikling af kriminel adfærd – et kendetegn ved skolen? har vist, at elever, der er involveret i mobning (både de, der mobber og dem, der bliver mobbet) har en forhøjet risiko for at udvikle kriminelle adfærdsmønstre. Sammenhængen er størst for dem, der mobber. Denne gruppe risikerer – udover at udvikle risikoadfærd – også at udvikle dårlig sundhedsadfærd (Due, Holstein, Jørgensen, 1999). Som det var tilfældet for dem, der bliver mobbet, har også dem, der mobber en dårligere psykisk trivsel end gennemsnittet. At gribe ind over for mobning er derfor at hjælpe både dem, der bliver mobbet, og de, der mobber, til et bedre liv.

Sidst ændret 14/3-2008