Erklæringen

VI ved, at social trivsel er en af de vigtigste forudsætninger for et godt skoleliv og en mobbefri skolekultur. Vi ved, at social trivsel har afgørende betydning for elevernes selvværd, samhørighedsfølelse og livskvalitet.

Vi ved, at social trivsel danner grundlag for positive læringsprocesser og dermed faglighed – glade børn lærer bedst!
Vi understreger betydningen af, at vi hver især lægger mange kræfter i for at sikre børns trivsel i vore skoler.

Effekten af dette arbejde vil forstærkes ved en koordineret indsats.

Derfor er det vigtigt, at vi sammen og gennem fortsat indsats rettet mod eget bagland og egne målgrupper arbejder for aktivt at fremme social trivsel og modvirke mobning.

Politikere på nationalt, regionalt og lokalt niveau har det overordnede ansvar for, at eleverne trives i skolen. Derfor er det vigtigt at sætte elevernes sociale trivsel på den politiske dagsorden. Ligeså vigtigt er det at støtte initiativer, der har til formål at skabe gode sociale læringsmiljøer og modvirke mobning.

Endvidere er det af stor betydning, at skoleledernes bestræbelser på og aktive handlinger for at fremme den sociale trivsel på skolerne støttes, og at der sættes fokus på vigtigheden af de enkelte skolers arbejde med og synliggørelse af undersøgelser, evalueringer og handleplaner.


VI ved, at vi som skoleledere har et ansvar for, at eleverne trives i skolen. Derfor vil vi:

  • Sætte arbejdet med elevernes sociale trivsel på dagsordenen i skolens pædagogiske praksis
  • Sætte fokus på en aktiv indsats mod mobning i skolens samarbejdsorganer og i det daglige møde mellem skolens lærere, pædagoger, elever, forældre og ledelse
  • Sørge for at skolen tilføres ny viden, inspiration og metodisk kompetence i forhold til arbejdet for elevernes sociale trivsel og mod mobning
  • Følge op på resultaterne fra skolens arbejde med undersøgelser, evalueringer og handleplaner
  • Støtte den enkelte lærers/pædagogs arbejde for social trivsel i dagligdagen

VI ved, at vi som lærere og pædagoger har et ansvar for, at eleverne trives i skolen. Derfor vil vi:

  • Tage fagligt såvel som personligt ansvar for elevernes sociale trivsel og for håndtering af mobning
  • Gennem den daglige kontakt med eleverne have fokus på elev/elev-forholdet og sørge for, at eventuelle problemer afdækkes
  • Arbejde for et kollegialt miljø i skolen og tilhørende fritidsinstitutioner, hvor samarbejde om og fælles ansvarlighed for elevernes sociale trivsel er en selvfølge
  • Aktivt medvirke til at skabe debat om pædagogisk praksis og metode på området samt videreformidle viden og erfaringer, der kan bidrage positivt til arbejdet med klassens sociale liv
  • Inddrage elever og forældre i samarbejdet for at fremme elevernes sociale trivsel og modarbejde mobning 
  • Arbejde for aktivt at fremme en social integrationskultur i skolen og tilhørende fritidsinstitutioner, hvor forskelligheder hos børn som udgangspunkt opfattes som potentialer og ressourcer
  • Som en del af brobygningsindsatsen ved skolestart udveksle erfaringer,som kan understøtte den samlede indsats

VI ved, at vi som forældre har et ansvar for, at vores egne og andres børn trives i skolen. Derfor vil vi:

  • Påtage os et personligt ansvar for vores barns adfærd og trivsel i skolen
  • Forpligte os på at indgå aktivt i skole/hjem-samarbejdet
  • I skolebestyrelserne regelmæssigt beskæftige os med elevernes trivsel i skolen og tage konkrete initiativer til fremme heraf
  • I skolebestyrelserne påvirke skolen til et aktivt, åbent og bredt forældresamarbejde om elevernes sociale trivsel og forebyggelse af mobning 
  • I skolebestyrelserne formidle information om forældrenes rettigheder og pligter 
  • I skolens øvrige råd og udvalg, hvor forældre er repræsenteret, arbejde for social trivsel og mod mobning

Vi ved, at vi som elever har et ansvar for, at vi selv og andre elever trives i skolen. Derfor vil vi:

  • Gribe ind over for elever, der mobber
  • Forholde os aktivt, hvis vi får kendskab til, at vores kammeratermistrives
  • Bruge vores indflydelse som undervisningsmiljørepræsentanter og skolebestyrelsesmedlemmer til at sætte fokus på elevernes sociale trivsel
  • I elevrådet beskæftige os med mobning, herunder evt. danne aktionsgrupper, lave kampagner osv.
  • Engagere os i udarbejdelsen af en konkret handlingsplan til fremme af den sociale trivsel på vores skole
    I det hele taget sende et klart signal om, at mobning ikke accepteres

VI ved, at koordinering, vidensdeling og erfaringsudveksling vil have stor positiv betydning for en effektiv indsats for social trivsel og mod mobning i grundskolen. Samtlige underskrivere i Det Nationale Samarbejde forpligter sig derfor til at orientere om samt holde sig a jour med relevante tiltag på området og til at se egne initiativer som en del af den samlede indsats.

De underskrivende organisationer er:
Undervisningsministeriet, KL, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Børne- og Kulturchefforeningen, Lærerseminariernes Rektorforsamling,
Pædagogseminariernes Rektorforsamling, Lederforeningen, Danmarks Skolelederforening, Danmarks Lærerforening, Københavns Lærerforening, Frie Grundskolers Lærerforening, Efterskolernes Lærerforening, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, Pædagogstuderendes LandsSammenslutning, Lærerstuderendes Landskreds, Forældreorganisationen Skole og Samfund, Danske Skoleelever.

VI ved, at vi som organisationer og institutioner med interesse for området har et ansvar for at medvirke til at fremme elevernes sociale trivsel og modvirke mobning. Det sker bedst gennem et samarbejde med alle parter i denne erklæring. Vi forpligter os derfor til at medvirke til realiseringen af Det Nationale Samarbejde for Social Trivsel og mod Mobning i Grundskolen.

De underskrivende støtteorganisationer er:
Børnerådet, Børns Vilkår, Det Kriminalpræventive Råd, Statens Institut for Folkesundhed, Dansk Center for Undervisningsmiljø.

København den 10. marts 2004

Kontaktpersoner for de medvirkende organisationer samt web-adresser
- se under  parterne