Vejledning for lærere og pædagogisk personale
Konstruktiv konflikthåndtering handler om konfliktforståelse og forskellige tilgange til konflikter, mobning, vold og andre overgreb. Udvikling af konstruktiv konflikthåndtering indebærer, at personalet har viden om håndtering af konflikter og begynder at anvende forskellige metoder og teknikker til at håndtere og løse konflikter mere konstruktivt. Dernæst omsættes konflikthåndtering i undervisningsforløb og indgår i de sociale årsplaner.
Når de enkelte personaleteam i praksis skal omsætte skolens strategi for håndtering af konflikter og social kompetenceudvikling er det vigtigt at drøfte teamets faglige og organisatoriske sammensætning, så der kan tegnes en social kompetenceprofil med styrker og svagheder samt hvordan teamets medlemmer bedst bruger hinanden til at understøtte konstruktivt konfliktarbejde.
Ved konstruktiv konflikthåndtering har man som lærer både en opgave i forhold til at undervise i konflikthåndtering og at støtte op omkring en praktisk konstruktiv konflikthåndtering. Kan in
Kan inkorporeres i de sociale årsplaner
I teamsamarbejdet kan arbejdet med konflikthåndtering og elevernes sociale kompetencer inkorporeres i de sociale årsplaner, faglige mål og undervisningsforløb, eventuelt på tværs af årgangen. Lav i teamet en plan for, hvordan I kan bruge og støtte hinanden på tværs ved konflikter mellem elever eller mellem lærer og elev.
Lav eventuelt også en plan for, hvordan teamet internt vil løse konflikter og overvej hvordan og hvornår andre ressourcepersoner/grupper kan involveres og støtte op om teamets udmøntning af en konflikthåndterende kultur. Bliv enige om forskellige metoder og teknikker, der skal anvendes – brug hinanden i teamet til at udveksle erfaringer og indsamle metoder, undervisningsforløb, forældrebreve, evalueringsmetoder osv.
Involver forældrene
Forældrene skal involveres i skolens arbejde med en konflikthåndterende kultur. Det gælder i forhold til skolebestyrelsen og i forhold til den enkelte forælder. I en konflikthåndterende kultur er samarbejde og en ligeværdig dialog omdrejningspunkter – også med forældrene. Det kan være om værdier, kompetenceudvikling og konkrete tiltag på skolen. Hvad lærer deres børn og hvad kan forældrene gøre for at støtte dem i dette. Det kan også være i forhold til eventuelle bekymringer og misforståelser. Således kan der jo også være konflikter mellem skole og hjem – konflikter der ofte udspilles mellem lærer og forældre.
Opmærksomhed på tosprogede elever
I forhold til tosprogede elever kan det være nødvendigt med en særlig opmærksomhed på sprog, dialogredskaber og forforståelser (sprogligt og kulturelt) i relation til konflikthåndtering. Vær opmærksom på dansk som andetsprog, forumspil, visualiseringer og øvelser, der fremmer forståelsen af empatisk kommunikation. Støt et ordforråd, der beskriver følelser/oplevelser og ønsker/behov. I indskolingen kan der eventuelt samarbejdes med en modersmålslærer eller andre med sproglige/kulturelle ressourcer, der kan fremme tosprogede elevers læring i konflikthåndtering.