ZNU-cirklen
Behovsafdækning er vigtigt i arbejdet med konflikthåndtering og tilegnelse af kompetencer til konfliktløsning. En måde at arbejde med konflikthåndtering og afdækning af behov for problemløsning, behov for øvelse/træning, behov for yderligere læring indenfor de sociale og personlige kompetencer er gennem Isbjergsmodellen og ZNU-cirklen.
ZNU er inspireret af Vygotskys teori om zonen for nærmeste udvikling – en måde at finde udviklings- og læringspotentialer på målrettet en gruppe eller enkeltpersoner.
Ved hjælp af Isbjergsmodellen kan man pejle sig frem til en forståelse af, præcis på hvilket område en gruppe elever skal trænes, eksempelvis om det er anerkendelsen, kommunikationen eller samarbejdet, det halter med. Herefter skal det afgøres, hvilken viden og hvilken form for træning der skal til.
ZNU-cirklen er velegnet til at finde frem til, hvilket niveau man skal træne og undervise. Sættes målene for højt, er der en risiko for at opleve nederlag i arbejdet med de sociale kompetencer, og sættes målene for lavt, er der ingen udvikling. Kunsten er at tage udgangspunkt i, hvor eleven eller klassen er.
Ved hjælp af ZNU-cirklen kan læreren/pædagogen præcisere, hvad det næste skridt er, som eleven/klassen skal tage for at udvikle sig. ZNU-cirklen repræsenterer en kærlig måde at sikre barnets udvikling på ved at vise dét her kan du nu, det næste du skal lære er dét her – og jeg skal nok hjælpe dig.
ZNU-cirklen kan udfyldes for hver elev eller for en hel klasse. Den kan være lærerens redskab
alene, eller man kan bruge den sammen med eleven og forældrene til at synliggøre udvikling og til at lave fælles målsætning.
ZNU-cirklen og de fastsatte mål giver mulighed for at få en rød tråd i elevens/klassens udvikling og giver samtidig noget at evaluere ud fra på en konstruktiv og anerkendende måde.