Tegn på mobning
Langt de fleste elever vil gerne hjælpe og gøre noget for at stoppe mobning. Ved at vide noget om mobning og lære nogle af tegnene på mobning at kende, kan du nemmere hjælpe.
Her kommer en række tegn og reaktioner, som kan være mobning. Husk, at det ikke er en facitliste. Jo bedre du kender dine klassekammerater, jo bedre ved du, når de bliver glade eller er kede af det i en situation.
Det kan være tegn på mobning i klassen, når...
- flere elever i klassen taler grimt og hårdt til hinanden
- du har hørt enkelte blive truet, hånet eller bagtalt, eller måske selv er blevet det
- der bliver lavet meget grin med hinanden, på en spydig måde, hvor ikke alle synes, det er sjovt
- du ikke har lyst til at sige noget, fordi du tænker, at de andre gør grin med det
- du oplever, at mange i klassen helst vil være enige med de ledende og populære i klassen, fordi du ved, at de andre ser ned på en, hvis man er uenig
- du mener noget andet end de ledende og populære i klassen, men ikke tør sige det højt
- du oplever, at en elev siger noget i klassen, og straks vil eleven blive dømt af andre i forhold til, om det sagte er rigtigt eller forkert - og om man er med eller ikke-med i klassens fællesskab
- I ikke hjælper hinanden, fx med lektier eller i frikvartererne, hvis der er problemer
- flere i klassen er trætte af hinanden og ikke gider hinanden - måske er klassen opdelt i kliker eller grupper, der nedgør hinanden
- fødselsdage og fester er opdelte, alle inviteres ikke med, enkelte kommer aldrig med
Det kan være tegn på mobning af en elev, når eleven…
- har ting, der bliver ødelagt
- har ting, der forsvinder, fx at andre tager tingene
- tit har ondt i hovedet eller ondt i maven
- pjækker fra timer eller kommer med utroværdige undskyldninger for ikke at være med til de ting, der sker i klassen
- har blå mærker fra slag eller skub
- nemt bliver meget vred, hidsig og farer op over det mindste
- selv begynder at være efter andre - altså at mobbe tilbage
- virker ked af det, er trist
- mest går for sig selv og undgår klassekammeraterne
- tager ting meget nært og ser mange fejl ved sig selv
- pludselig ændrer sit humør eller begynder at opføre sig anderledes, end han eller hun plejer. Måske virker han eller hun mere stille eller bliver mere højtråbende og urimelig mod andre
De nævnte reaktioner og tegn behøver ikke skyldes mobning. Der kan være andre grunde til det, der sker. Hvis du er i tvivl, om det er mobning, du ser, så snak med den elev, du tror, det går ud over. Kontakt også en voksen og fortæl om det.
Tjek de gode råd under Forebyg mobning og Stop mobning. Her kan du se, hvad du kan gøre for at hjælpe en klassekammerat og gøre skolen til et rart sted at være.