Konsekvenser af mobning

Mobning har konsekvenser for alle, der er involveret enten direkte eller indirekte i mobningen.
Her kan du læse mere om, hvad det kan medføre for de forskellige parter:

Den, der bliver mobbet

Hvis man bliver mobbet, er det svært at være sig selv: at opleve at være god nok og at være accepteret, som den man er.

Hvis man bliver mobbet, gør det ondt på selve personen: man bliver ked af det, bange og utryg. Man holder op med at tro noget godt om sig selv. Man bliver måske så påvirket, at man ikke kan koncentrere sig om skolen og at lære noget, fordi man bruger al sin energi og tid på at finde ud af en måde bare at være i skolen på - uden de andre er efter en.

Hvis man bliver mobbet, kan man miste tilliden til andre, til sig selv og sine nære omgivelser. Man bliver mistænksom og tør måske ikke knytte sig til nogen eller betro sig til nogen. Man begynder måske at tro, at man selv er mindre værd, og at det er rigtig nok, det der bliver sagt og gjort. Nogle ønsker at være usynlige, at gemme sig, så ingen kan se dem.  Andre ønsker at hævne sig og begynder måske selv at mobbe eller at være voldelig/kriminel.

Over tid kan mobning føre til stress, depressioner og være årsag til vold, angreb på andre og på sig selv. Måske det medfører et senere liv i misbrug. Mobning giver ar på sjælen. For nogle personer, som har været udsat for en langvarig eller særlig grov mobning, kan det give kvaler for resten af livet. Nogle ønsker måske endda at tage deres eget liv.

Hvis man bliver mobbet, har man brug for hjælp til at stoppe det. Kontakt en voksen - og bliv ved, indtil du får den nødvendige hjælp til at stoppe mobning!

Den, der mobber

Hvis man mobber eller er medmobber, medfører det, at man på et tidspunkt bliver en upopulær og utroværdig person at være sammen med. Det skaber ikke respekt, men frygt. Man bliver en tyran, som mister folks tillid og anseelse. Sådan kan det fortsætte i ungdoms- og voksenlivet. Det kan medvirke til at udvikle en voldelig og/eller kriminel adfærd. Det kan være ensomt at mobbe. Og det kan give kvaler senere i livet, at man gjorde et andet menneske fortræd.

Tænk dig godt om! Hvordan vil du gerne opfattes af andre? Hvornår føler du dig tryg ved andre mennesker? Hvad er din rolle i jeres fællesskab? Hvordan kan du bruge din rolle til noget positivt?

Tilskuer til mobning

Mobning får konsekvenser for alle omkring mobningen. Også for tilskuerne eller det tavse flertal. Det kommer til at påvirke hele jeres klasse og måde at være sammen på i skole og fritid. Det skaber en utryg stemning, hvor I vogter over hinanden, bagtaler og dømmer hinanden som gode og dårlige mennesker.

Som tilskuer til mobning bliver man måske bange for at blande sig af frygt for, at mobningen rammer en selv. Eller man tænker, det har ikke noget med mig at gøre. Men det har det, for det handler om, hvordan man er med til at gøre ens klasse til et godt sted at være. Hvis man bliver ved med at være tilskuer til mobning, uden at gribe ind, er man med til at gøre mobningen lovlig eller acceptere den. Hvis du griber ind, fx ved at gå til en voksen og fortælle, hvad du ved, eller ved, at du viser din støtte til den, der bliver mobbet, så er du en helt. Og du kan være stolt af dig selv. Du er en god kammerat og en person, som opnår tillid, respekt og anerkendelse.

 

Alle har brug for et fællesskab - sig nej til mobning!

Se flere gode råd her: Stop mobning