Skab trivsel - forebyg mobning

Det påhviler kommunerne at drive folkeskolerne. Det er kommunens ansvar, at skolerne kan levere en grundlæggende kvalitet i hele skolen og elevernes skolegang. De kommunale rammer skal bidrage til, at skolerne kan sikre et godt undervisningsmiljø, hvor eleverne trives, er sunde, lærer faglige kundskaber og sociale kompetencer på et demokratisk grundlag. Mobning er en krænkelse af alt dette.

Her følger nogle gode råd til, hvordan man på kommunalt plan kan arbejde for at skabe trivsel og forebygge mobning:

Udarbejd en kommunal strategi
Udarbejd et kommunalt grundlag eller en kommunal strategi med målsætning om at skabe trivsel, tolerance og tryghed og nedbringe mobning i kommunens skoler. Det kan ske i forbindelse med udarbejdelsen af den kommunale skolepolitik eller i forbindelse med, at kommunen ønsker at sikre kvaliteten i elevernes undervisningsmiljø

Skab sammenhæng og kvalitet i indsatsen
Få den kommunale strategi for trivsel, tolerance og tryghed og indsatsen mod mobning koblet til kommunens værdier og generelle evaluerings- og kvalitetskrav. Bak endvidere skolerne op i at skabe en sammenhængende og systematisk indsats, der knytter an til de kommunale kvalitetskrav.

Skab overblik i kommunen
Tag kontakt til kommunens skoler og hør, hvad de gør for undervisningsmiljøet og trivselsarbejdet. Har skolen en antimobbestrategi, og hvordan er den synlig? Ligger den eksempelvis på Undervisningsmiljøkortet? Kommunen kan opfordre skolerne til at udarbejde en antimobbestrategi og indberette den på undervisningsmiljøkortet. Det sikrer systematik, men stadig varierede og lokale handleplaner

Etablér netværk og erfaringsudveksling
Skab rammerne for, at skolerne kan lære af hinandens erfaringer: hvad gør de forskellige skoler, som virker? Der kan etableres forskellige fora for erfaringsudveksling, fx gennem ledergrupper, dialoggrupper, netværk, workshops, seminarer mv. for dele af personalet og evt. elevkorps i kommunen. Kan det evt. organiseres, at skoler kan trække på hinandens kompetencer ved et konkret tilfælde af mobning?

Evaluér og dokumentér indsatsen
Evaluér den kommunale indsats og dokumentér udviklingen. Hvis skolerne benytter Termometeret til kortlægning af deres undervisningsmiljø, kan det kommunale forvaltningsniveau i det samme system udtrække kommunale oversigtsrapporter og sammenligninger internt i kommunen

Links:
Kommunernes Landsforening 
Trivselserklæringen

Oslo kommune har siden 2003 sat strategisk ind for at fremme trivslen i de kommunale institutioner. Skolerne er blevet pålagt at føre målrettede tiltag for at nedbringe vold, racisme og mobning i de kommunale institutioner: Arbeidsmiljø fritt for mobbing, vold og rasisme

Københavns kommune har etableret flere tiltag, der vedrører undervisningsmiljøet på kommunens institutioner, fx:
KESO Et elevorgan, der arbejder med undervisningsmiljø
Inspirationshæfte til handleplan mod mobning
Københavns skoleplan, Faglighed for alle, FFA, er et projekt, hvor flere skoler er i gang med at uddanne voksen- og elevmæglere i konflikthåndtering