CAMP MOD MOBNING

Mary: Der var også mobning på min skole

Der var værktøjer og inspiration til både forældre, lærere, elever, skoleledere, kommunalpolitikere, pædagoger og en enkelt kronprinsesse og undervisningsminister, da der blev afholdt camp mod mobning lørdag 5. april i DR Byen.

”Er vi enige om, at der om et år slet ikke er mere mobning i Danmark?”

Spørgsmålet blev stillet af en optimistisk Peter Mygind, der agerede kæk og underholdende konferencier lørdag 5. april, da Undervisningsministeriet og Skolestyrelsen inviterede til camp mod mobning i DR Byen. Blandt deltagerne var reaktionen en lidt genert fnisen.

De fleste mente nok, at det var en lidt urealistisk målsætning, men alligevel var engagementet blandt campens deltagere helt i top. I pauserne imellem workshops og oplæg fortsatte diskussionerne og udvekslingerne af erfaringer således på tværs af faggrupperne, og der var enighed om, at mobning er noget, der skal bekæmpes og helst fra flere forskellige vinkler.

Campen mod mobning blev afholdt som en del af kampagnen ”Sammen mod mobning – for trivsel, tolerance og tryghed” og formålet var at give alle skolens parter værktøjerne til at komme i gang med det vigtige arbejde.

At mobning bør modvirkes med alle tænkelige midler blev måske allermest tydeligt, da Peter Mygind fortalte om en 15-årig pige, der havde ringet ind til Børnetelefonen og fortalt at ”nu er jeg så træt af at være usynlig, at jeg ikke har lyst til at leve mere.”

”Mobning er meget værre en drilleri”

Undervisningsminister Bertel Haarder afslørede under sit oplæg en taknemmelighedsgæld til en vis sønderjysk pige, der havde forsvaret ministeren på en af hans første skoledage, hvor han var blevet drillet med, at han stammede.

”Dæ ka’ han jow ikke gjøre for,” lød det resolut fra pigen, og det kan man jo kun give hende ret i.

H.K.H. Kronprinsesse Mary fortalte campens deltagere, at hun personligt kun havde oplevet drillerier under sin skolegang, ”men mobning er jo meget være end drilleri” påpegede kronprinsessen og indrømmede, at hun jo nok havde været en af de tavse tilskuere til mobning for ”der var helt sikkert også mobning på min skole.”

Både kronprinsesse Mary og undervisningsminister Bertel Haarder fortalte på campen om deres oplevelser med mobning og drilleri under deres skolegang

Både kronprinsesse Mary og undervisningsminister Bertel Haarder fortalte på campen om deres oplevelser med mobning og drilleri under deres skolegang
Både kronprinsesse Mary og undervisningsminister Bertel Haarder fortalte på campen om deres oplevelser med mobning og drilleri under deres skolegang

Kronprinsesse Mary understregede flere gange, at dagen var helt særlig for hende, da antimobbekampagnen er det første projekt, som Mary Fonden har været med til at støtte. Hovedtanken bag kronprinsessens fond er, at alle har ret til at høre til.

I alt tretten workshops blev der afholdt på campen. For de fremmødte skoleelever var der blandt andet mulighed for at deltage i lege, der viste styrken ved at dyrke samarbejdet frem for konfrontationen.

Forældrene kunne imens deltage i en workshop, hvor de lærte, hvad deres rolle bør være, når børn mobber, og hvordan de selv kan være med til at forebygge mobning.

Politikere og embedsmænd blev i en anden workshop undervist i, hvordan man omsætter de politiske mål til konkret handling.

Teater visualiserede mobberi

I workshoppen ”Sæt scenen for bedre løsninger,” der var særligt orienteret mod lærerne, blev der ikke serveret nogen færdige svar, her var debatten i højsædet.

Teatergruppen Spektrum satte ord og billeder på mobningens problematikker. Leder af gruppen, skuespiller Rikke Bendsen, startede med at forklare, at workshoppens deltagere var eksperterne, der kendte problemerne, mens skuespillerne var værktøjerne.

”Der er ikke kun én løsning, men mange,” lød det opmuntrende fra Rikke Bendsen, inden scenen blev sat.

Vi blev præsenteret for striglen Julie og medløberen Matilde fra 7. B, der driller deres klassekammerat Thomas. De tager blandt andet billeder med deres mobil af hans (påklædte) bagdel og truer med at lægge den på nettet. Thomas har det derfor med at forsvinde fra skolen og blive væk.

Hans klasselærer undrer sig over Thomas’ store fravær, men ved ikke helt, hvad hun skal gøre. Hun henvender sig til klassen, til klassens matematiklærer og Thomas’ mor. Alle vegne bliver hun affejet med et ”her går alt godt.”

Med jævne mellemrum stoppede skuespillerne stykket, og lærerne fik mulighed for at diskutere, hvad man kunne gøre i den pågældende situation.

”Kør Julie ud på et sidespor,” lød det fra én.

”Ja, det mener jeg også. Der er et hierarki i klassen, og hvis man får pillet Julie ud, vil brikkerne automatisk falde pænere,” lød det fra en anden.

”Nej, hvis man kører hende ud på et sidespor, får man en grum modspiller i stedet for en medspiller,” lød det fra en tredje.

Til sidst valgte et par af lærerne at spille med som henholdsvis skoleleder og bisidder for at vise, hvordan sagen skulle kringles, og til deres ros fik de faktisk Thomas til at åbne op, og det på trods af at hans mor konstant forsøgte at modarbejde lærerne.

Elever i gang med workshop på Camp mod mobning
Elever i gang med workshop på Camp mod mobning

For mange ord – for lidt handling

I workshoppen ”Handleplaner mod mobning – faldgruber og muligheder” ved antimobbekonsulent Klaus Henriksen måtte debatten til dels rydde pladsen til fordel for løsninger.

Klaus Henriksen har analyseret 50 handleplaner mod mobning fra skoler i Danmark og har 10 års erfaring med interventionsarbejde.

Han forklarede deltagerne, at man ofte ser, at handleplanerne indeholder en masse ord, men meget lidt handling. De bliver tit slet ikke brugt, men bare lavet som et alibi, og derefter står de og samler støv på en hylde. Ofte sker der også det, at mobning blandes sammen med andre ting i handlingsplanerne som for eksempel ordensregler. Et andet problem er, at der mangler tiltag til forebyggelse i handleplanerne. Forebyggelsen skal tænkes ind i skolens liv, rytme og traditioner, mener antimobbekonsulenten. Han vurderede også, at handleplanerne er alt for uforpligtende, de er i højere grad idékataloger.

”Man bør erstatte ”kan” med ”skal” i handlingsplanerne,” forklarer antimobbekonsulenten som gerne så, at man trak de gode forbilleder frem. ”Pippi Langstrømpe og Harry Potter er riddere, der kan tjene til inspiration, mens programmer som Paradise Hotel og Robinson Ekspeditionen viser, hvordan man ikke bør opføre sig.

På campen blev deltagerne enige om tre hovedbudskaber, som de nu skal hjem til deres respektive skoler og udbrede:

  • Aktive anti-mobbestrategier stopper mobning.
  • Tilskuerne til mobning skal aktiveres.
  • Alle skolens aktørgrupper skal engageres i indsatsen mod mobning.