Om kampagnen

Undervisningsminister Bertel Haarder tog initiativ til kampagnen Sammen mod mobning - for trivsel, tolerance og tryghed i februar 2007, hvor han inviterede alle parter omkring skolen til at deltage.

Kampagnen blev lanceret fredag den 28. marts 2008 med primært forløb i 5 uger. Derudover fortsætter kampagnen i den tid, det tager at gennemføre de aktiviteter, der iværksættes som del af kampagnen.

Kampagnen består af Undervisningsministeriet, Skolestyrelsen, BUPL, Børnerådet, Børns Vilkår, Danmarks Lærerforening, DR, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Danske Skoleelever, KL, Red Barnet, Red Barnet Ungdom, Skolelederne og Skole og Forældre.

Formål

Kampagnens formål er at skabe bedre trivsel for alle elever i skolen og få flere skoler til at formulere en effektiv antimobbestrategi og arbejde systematisk med den:

  • Udbrede kendskabet til forebyggelse af mobning
  • Samle de omfattende værktøjskasser til blandt andet konflikthåndtering, undervisningsforløb samt målrettet hjælp til elever, lærere og forældre på en fælles portal www.sammenmodmobning.dk
  • Følge op på Trivselserklæringen fra 2004, hvor undervisningsministeren og 24 organisationer forpligtede sig til at se egne initiativer som en del af den samlede indsats
  • Motivere skolerne til at benytte DCUM’s Termometer til at kortlægge det fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø samt benytte Undervisningsmiljøkortet til at oplyse om skolens antimobbestrategi og undervisningsmiljøvurderinger.
  • Synliggøre lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø samt bekendtgørelsen om foranstaltninger til fremme af god orden i folkeskolen.

Baggrund

Baggrunden for initiativet er, at på trods af stor fokus på trivsel i skolen, så viser flere undersøgelser, at der fortsat er børn, som ikke trives i skolen. En kortlægning af de eksisterende regler og værktøjer har vist, at der i vidt omfang allerede er de nødvendige midler og regler til at sætte ind over for mobning. Men kendskabet til dem skal udbredes.

"Vi kommer ikke mobning til livs med flere regler og sanktioner. Vi har de redskaber, der skal til. Nu skal vi lære at bruge dem. Forældrene, lærerne og pædagogerne skal tage deres del af ansvaret og være gode forbilleder for børnene. Børn skal lære, at alle mennesker ikke er ens, og at det er vigtigt at have gensidig respekt og forståelse for hinanden", siger Bertel Haarder.

Målgrupper

Kampagnens målgrupper er:

  • De ansvarlige: Lokalpolitikere, kommuner, skolebestyrelser og skoleledere.
  • Stærke influenter eller formidlere: Forældre, lærere og pædagoger.
  • De direkte involverede i mobningen: Passive tilskuere til mobning, dem, der bliver mobbet og dem, der mobber.

Budskaber

  • For ansvarlige og ledere: en aktiv antimobbestrategi stopper mobning.
  • For elever: at være klar over sin rolle i gruppen/klassen: er man en af dem, der mobber eller en af dem, der stopper mobning.
  • Kampagnens hovedbudskaber til alle målgrupperne er, at det er vigtigt at stå sammen mod mobning, og at alle har et medansvar for at skabe trivsel, tolerance og tryghed i skolen. Derfor er kampagnen handlingsorienteret over for de forskellige målgrupper med råd og aktiviteter til, hvad elever, forældre, lærere/pædagoger, skoleledere, skolebestyrelser og kommuner kan gøre, samt hvilke værktøjer, metoder og tiltag, der kan bringes i anvendelse for at skabe mere trivsel og mindre mobning i skolen.