Tjekliste for skolers handleplaner mod mobning

Siden Børnerådet for alvor satte mobning på dagsordenen i 1999 har flere og flere skoler udarbejdet en egentlig handleplan mod mobning. Desværre viser analyser af 100 tilfældigt udvalgte skolers handleplaner mod mobning foretaget af Helle Rabøl Hansen og undertegnede i 2006 og 2008, at planernes kvalitet er meget svingende. Der er planer, som er både ambitiøse, gennemarbejdede og inddrager alle aktører i og omkring skolen på en konstruktiv måde. Og så er der desværre også en del mangelfulde mobbeplaner, hvis effekt man godt kan betvivle.

Af Klaus Henriksen, anti-mobbekonsulent, august 2008

Fokus på det, der virker

Nedenstående tjekliste er et forsøg på at opstille nogle af de karakteristika, der kendetegner en velfungerende handleplan. Den er udarbejdet på baggrund af analyser af handleplaner i 2006 og 2008, på baggrund af adskillige kurser for AKT-lærere, SSP-medarbejdere, lærere og pædagoger og endelig på baggrund af egne erfaringer som antimobbekonsulent i årene 1999 og frem.
Målet med tjeklisten er, at skoler kan foretage kvalitetstjek af egen handleplan og dermed forhåbentlig optimere chancerne for, at handleplanen får den ønskede effekt. Målet er ikke, at alle handleplaner bliver fuldstændig ens. Èn af pointerne er netop, at handleplaner mod mobning skal være lokalt forankret og have sin egen identitet, der passer til skolens særtræk og traditioner.

Udarbejd tidsplan for arbejdet med handleplanen

Den vigtigste erkendelse de fleste skoler gør, når de udarbejder en handleplan, er, at arbejdet tager tid. Hvis planen skal have en reel effekt, er arbejdet desværre ikke gjort på et par måneder.
Indsatsen skal helst fra starten omhandle alle aktører i og omkring skolen: Ledelsen, pædagogisk personale, børn og forældre. Alle aktører skal have ejerskab til planen for, at den bliver realistisk, og for at alle føler sig forpligtet af den. Desværre bliver handleplanen ofte udarbejdet af en lille gruppe ildsjæle (ofte lærere). Når ildsjælene har udarbejdet planen får gruppen først et nik fra lærerværelse og ledelse og så herefter en godkendelse i henholdsvis skolebestyrelse og evt. elevråd. En sådan plan kan være nok så god på papiret. Men det bliver en lang, sej kamp for dens ophavsmænd at få den integreret i skolens liv.
Når alle parter skal inddrages og have indflydelse i processen, er det mere realistisk at regne med, at udarbejdelsen af en god og brugbar handleplan i hvert fald tager et halvt til et helt år.
Og derfor er et godt råd, at man også udarbejder en tidsplan for, hvordan processen med at udarbejde handleplanen skal se ud.

 

Tjekliste

Den færdige handleplan bør indeholde følgende punkter, som uddybes efterfølgende:

1. Mål med handleplan
2. Definition af mobning
3. Status på mobning
4. Forebyggelse
5. Intervention/beredskab
6. Børnenes rolle
7. Forældrenes rolle
8. Samarbejde med SFO
9. Lokal forankring
10. Formidling og evaluering

 

1. Mål med handleplan

En handleplan bør indledningsvis fortælle, hvad den skal bruges til. Et helt enkelt formål kan være at sikre, at skolens (anti-)mobbepolitik bliver ført ud i livet. Politikken skal altså formuleres, før handleplanen kan udarbejdes.

En anti-mobbepolitik skal klart tilkendegive, hvad skolens holdning er til mobning, og hvad skolen ønsker at sætte i stedet. Den kan f. eks. Lyde således:

Eksempel på anti-mobbepolitik:

1. Vi vil ikke acceptere mobning på vores skole
2. Derfor vil vi forebyggende skabe stærke, sociale børne- og voksengrupper, hvor mobningen har svært ved at opstå
3. Når mobning alligevel opstår, vil vi håndtere problemet professionelt, indtil mobningen ikke længere findes i gruppen

Forpligtelse

Det kan måske virke som en selvfølge, men det er en god idé at understrege handleplanens obligatoriske karakter. Hvis den skal virke, er dens anvisninger ikke gode forslag til lærere, pædagoger og forældre. Der er tale om krav til handling, som alle skolens aktører med rette kan forvente, at alle gør deres bedste for at føre ud i livet.

Undgå sammenblanding med andet ”uvæsen”

Når det nu er en handleplan mod mobning, så forsøg at holde dette fokus knivskarpt. Undgå at blande mobning sammen med alle mulige andre uønskede fænomener i skolen. I nogle handleplaner findes formuleringer som:

• ”Vi skal holde orden på vores skole; rydde op, ikke ødelægge, ingen mælk og mad på gulvet. Ikke spytte, sparke, spille bold, lege eller løbe indenfor på skolen.”

• ”Vi skal være klar når timen begynder.”

• ”Vores frikvarterer begynder når klokken ringer.”

Kravene er rimelige nok. Men det er umiddelbart svært at se, hvad de har med mobning at gøre. Hvis skolen ud over anti-mobning yderligere har et ønske om at børnene skal passe bedre på deres skole, tale pænere til hinanden og lærerne, komme ind til tiden osv, så kræver det særlige tiltag på disse områder. Men det er en dårlig idé at ”pulje” alle sine problemer, hvis man ønsker at skabe synlige resultater. I øvrigt er mobning i forvejen et uhyre komplekst problem. Der er ingen grund til at udvide kompleksiteten.

2. Definition af mobning

De fleste handleplaner indeholder en definition af mobning. På den måde sikrer man, at alle taler om det samme.
Der er groft sagt to definitioner, der går igen i de danske skolers handleplaner. En, der er inspireret af den svenske mobbeforsker Dan Olweus og en anden, der er inspireret af den danske mobbeforsker Helle Rabøl Hansen. Jeg vil anbefale sidstnævntes, da den eksplicit tager det vigtige gruppe-aspekt med i definitionen. For netop det, at mobning er et gruppefænomen, har stor betydning for den måde, man både forebygger og intervenerer på. Og derfor skal der helst gå en rød tråd fra opfattelsen af mobning i definitionen, til den måde problemet håndteres efterfølgende i handleplanen.

Helle Rabøl Hansens defintion af mobning lyder således:

Mobning er en gruppes forfølgelse eller udelukkelse af en enkelt person på et sted, hvor denne person er tvunget til at være (Se yderligere forklaringer og begrundelser for defintionen i ”Grundbog mod Mobning”, Gyldendal)

Hvad er ikke mobning

En del handleplaner definerer også nærliggende fænomener som drilleri og konflikt for klart at adskille dem fra mobning. Det er en rigtig god idé, fordi især mobning og konflikt stadig sammenblandes i mange handleplaner. Adskillelsen optræder blandt andet i handleplanen for Skolen på Duevej på Frederiksberg:

Konflikt:
En uenighed, en uoverensstemmelse eller en konkret anspændt episode mellem to eller flere personer eller grupper. I modsætning til mobning er magtforholdet mellem de involverede generelt lige.

Drilleri:
Har karakter af tilfældighed og spontanitet. Det er typisk en enkeltstående handling, der bl.a. kan handle om at afprøve grænser eller være et forsøg på at skabe kontakt.

Generende drillerier:
En gråzone mellem drilleri og mobning. Når drillerier mister karakter af tilfældighed, og magtbalancen mellem parterne langsomt bliver forrykket. Et vigtigt forvarsel om mobning.

Mobning:
Mobning er først og fremmest kendetegnet ved, at magten er skævt fordelt mellem de involverede - mobning er derfor ikke en konflikt og kan ikke behandles som en sådan.

Der er også skoler, der – fordi handleplanerne skal læses af både voksne og børn – har medtaget børns egne ofte meget billedskabende definitioner på mobning:

”Når man bliver bagtalt, eller folk går fra en, når man kommer hen til dem, eller de sender blikke eller måske endda hadebreve eller nedgør en, hvis man er lidt anderledes”.

En operationel defintion

Allervigtigst, når det gælder definitioner af mobning, er, at de ikke mekanisk bruges til at afvise episoder, hvis de ikke lige passer ind i skabelonen. Mobning er som sagt en kompleks størrelse, som også kan indeholde andre aspekter, som kan stå i vejen for, at voksne får øje på mobningen. Det kan være, at der i mobbemønsteret indgår elementer af voldsudøvelse, omsorgssvigt eller anden adfærd, som isoleret set kan påhæftes en anden etiket end mobning. Derfor kræver de fleste episoder en nærmere undersøgelse, hvor man taler med flere børn og voksne, før man helt kan afvise, at der er tale om mobning.

3. Status på mobning

En handleplan bør bygge på en klar viden om problemets omfang på skolen. Derfor bør handleplanen også medtage en status på mobning. En status kan foretages på flere måder: kvantitativt og kvalitativt.

Kvantitativ status

Mange skoler har i dag foretaget spørgeskemaundersøgelser blandt alle elever (inspiration kan fx findes på det internetbaserede spørgeskema termometeret.dk). Fordelen ved de kvantitative data er, at skolen efter en undersøgelse har et nulpunkt, hvorfra den så kan måle resultaterne af indsatsen i årene fremover. Ulempen er, at god score på skolen samlet set, kan lulle skolen i søvn i forhold til de klasser, hvor mobbemønsteret er en kendsgerning.

Kvalitativ status

Herudover kan skoler med fordel foretage en mere kvalitativ undersøgelse for at få sat konkrete billeder på mobningen på skolen. Det kan fx ske ved stileskrivning i 6. – 9. klasse, hvor eleverne skal skrive om mobningen uanset, hvad deres rolle i mobningen har været (det betyder, at også tilskuerne skal beskrive, hvad de har oplevet og hvilke tanker de har gjort sig om det). Uddrag af de bedste stille kan herefter i anonymiseret form bruges både til at illustrere handleplaner og som en meget effektiv måde at igangsætte en konstruktiv debat om forebyggelse af mobning på PR-møder, klassemøder og forældremøder.

4. Forebyggelse

Forebyggelsesdelen er den vigtigste og mest omfattende del af handleplanen – det er selve skelettet. Det er her, at indsatsen for at skabe en skole med tolerante børne- og voksengrupper skal beskrives så præcist og konkret som muligt.
Den forebyggende anti-mobbeindsats kan ikke sammenlignes med en tidsbestemt og afgrænset forebyggende indsats mod fx rygning eller kønssygdomme. Anti-mobbetankegangen skal – hvis den skal virke – integreres i hele skolens liv og traditioner. Målet er, at både undervisning og aktiviteter uden om undervisningen gennemsyres af de samme anti-mobbeprincipper. Derfor skal det forebyggende arbejde beskrives, så det tydeligt fremgår, hvilke rolle hver enkelt aktør i og omkring skolen har:  

• Skolens ledelse
• Det pædagogiske personale (lærere og pædagoger)
• Forældrene
• Børnene (gerne opdelt i indskoling, mellemtrin og udskoling)

 

Et forebyggelsesafsnittet kan med fordel opdeles i skoleniveau og klasseniveau for klart at markere, hvad der skal ske hvor.

Skoleniveau

På skolenivauet skal handleplanen sikre, at anti-mobbeindsatsen (og dermed børnenes sikring mod at blive mobbet) ikke i for høj grad bliver afhængig af subjektive faktorer. Subjektive faktorer kan være:

• den enkelte lærers vilje eller evne til at skabe gode børnegrupper
• forældregruppens indstilling til at bidrage positivt til det sociale liv i klassen
• børnegruppens forhistorie og sammensætning

Skoleniveauets aktiviteter skal bestå af synlige, gennemgående tiltag, som sikrer udbredelsen af anti-mobbetankegangen over hele skolen. Hvordan det konkret gøres kan variere fra skole til skole. Fantasien er stor og ambitionerne af og til endnu større. Men her et par eksempler på nogle af de tiltag, som erfaringsmæssigt har en effekt:

Elevinddragelse i anti-mobberåd:
Et mindre antal skoler har med inspiration fra Sverige udviklet et anti-mobbearbejde, hvor en udvalgt elevskare klædes på til at være opsøgende over for resten af elevgruppen for at opdage og afdække mobning og isolation.
Fordelen ved denne elev-til-elev-metode er netop anerkendelse af, at eleverne har større føling med, hvad der foregår i egne rækker. Den mest effektive hjælp, et mobbeoffer kan få, er netop en håndsrækning fra en skolekammerat, viser studier i Børnerådet (Børnepanelrapport 1999, ”Om venskab, drilleri og mobning).
Børnene i rådene kan ikke alene løse alle tilfælde af mobning. De voksne skal støtte op og træde til, når udstødelsesmekanismerne bliver for brutale.
Erfaringerne med disse elev-fora – hvor de er blevet gennemført - er utrolig gode. Desværre er der en del skoler, som aldrig har fået rådet til at fungere i praksis, da de undervurderede opgavens omfang. Det kræver en stor indsats – ikke mindst fra voksenside – at hjælpe rådene i gang. Oftest har de velfungerende råd tilknyttet en lærer- eller pædagogildsjæl, som har lagt masser af timer og hjerteblod i arbejdet. Men så kan skolen også bagefter høste frugterne af deres store indsats.

Antimobbe-markeringer ind i skoletraditioner
Antimobbe-perspektivet skal tænkes konsekvent ind i skolens faste traditioner. Første skoledag, sidste skoledag, juleafslutning, skolens fødselsdag m.m. kan bruges på forskellige måder af skoleledelsen som anledning til at markere over for børn, forældre og pædagogisk personale, at livet i skolen ikke mindst handler om at være en god kammerat. På Grindsted Skole er skolens fødselsdag i september for eksempel blevet omdøbt til den årlige ”Ha’ det godt i skolen-dag” for også med navnet at signalere, hvad det handler om.

Fødselsdagspolitik
Mange skoler opfordrer på det første forældremøde til, at forældrene vedtager en fødselsdagspolitik for klassen. Det er svært at forstå, hvorfor ikke flere skoler som Det Kgl. Vajsenhus fastlægger en officiel skole-fødselsdagspolitik, som alle klasser skal følge. En fælles skolepolitik på området kunne lyde:

• Når der inviteres til fødselsdag, skal hele klassen, hele drengegruppen eller hele pigegruppen inviteres med
• Når man får en invitation til en fødselsdag, skal deltagelse prioriteres meget højt af forældre og barn

Herefter kan det være op til hver enkelt klasse at udforme nogle ”lokale” regler at supplere politikken med (se også afsnit om klasseniveauet).

Mobning som obligatorisk punkt på møder
For hele tiden at sikre, at mobningen opdages på det spæde stadie, hvor den er lettere at håndtere i gruppen, bør punktet mobning eller anti-mobning optræde som punkt på skolens PR-møder, teammøder, forældremøder og klassemøder. Ikke ”ad-hoc, når behovet opstår”, som det formuleres i flere handleplaner. I sådanne tilfælde er det som regel ofte for sent, viser erfaringen. Hvis det derimod er et obligatorisk punkt, er chancerne for at fange en uheldig udvikling i opløbet meget større.

Venskabsklasser:
Alle børnehaveklasser kobles fra starten automatisk sammen med en klasse på et højere klassetrin. Konstellationen sikrer omsorgstræning den ene vej og tryghed den anden vej. Hvis venskaberne mellem klasserne skal opstå, kræver det naturligvis et minimum af fælles aktiviteter, der kan bygge venskabet op.

Ovennævnte er bare enkelte eksempler på forebyggende tiltag på skoleniveau, der virker. Der findes og udvikles hvert år mange flere på danske skoler. Det afgørende er som sagt, at tiltagene er synlige i skolens liv, og at summen af dem sikrer udbredelsen af anti-mobbetankegangen over hele skolen.

Klasseniveau:

På klasseniveauet skal forebyggelsesaktiviteterne sikre, at anti-mobningen lever i børnenes og forældrenes bevidsthed. Også det kan ske på mange måder. Og også her er kreativiteten høj hos lærere, elever og forældre. Neden for er et par af dem, der erfaringsmæssigt har virket.

Tilskuer-aktivering
Konkrete aktiviteter til at få tilskuerne til at blande sig til fordel for de udsatte/ensomme børn. Brug af ”ridder”-rollemodeller som Harry Potter, Pippi Langstrømpe m.fl.

Fødselsdagspolitik
På et af de første møder udarbejder forældrene i hver klasse deres egen fødselsdagspolitik baseret på skolens fælles principper. Det lokale islæt af politikken kan handle om:

• Skal fødselsdage puljes med fx tre børn sammen, så de bliver sjovere og lettere at arrangere og måske kan finde sted i svømmehallen, parken eller skoven?
• Prisniveau for gaver eller evt. aftale om fælles gaver fra hele klassen til fødselsdagsbarnet?

I hjemmet og i klassen taler lærere, forældre og børn om, hvordan alle kan bidrage til, at fødselsdagsbarnet/børnene får en god dag Hvad kræver det af de andre børn?

Køreplan for modtagelse af nye elever i klassen
Nye elever kan have særligt behov for støtte og opmærksomhed fra klassekammerater (og lærere for den sags skyld) i det første stykke tid. Nogen klasser har udarbejdet en egentlig plan for, hvad der skal ske, der for eksempel indebærer, at 1-2 elever har et særligt ansvar for at tage den nye elev med i aktiviteter i og uden for skolen.

Sociale samværsregler
Skal udarbejdes og formuleres af eleverne selv. Skal løbende tages op til revision. Skal være synlige.

Udarbejdelse af digital etik
Ligesom de sociale samværsregler skal den digitale etik udarbejdes og formuleres af eleverne selv. Etikken skal formulere nogle principper for, hvordan man kan sikre, at alle bliver behandlet ordentligt – også i den digitale verden. Hvad kan man tillade sig at skrive i en sms, i en gæstebog på arto.dk osv? Udarbejdelsen af den digitale etik giver i øvrigt lærerne et fantastisk indblik i en del af børnenes virkelighed, som voksne kender meget lidt til, men som har en kolossal betydning i børneland.

Gode råd til formuleringerne:

En del handleplaner har karakter af idekataloger, hvor en masse forslag til aktiviteter lægges frem, hvorefter den enkelte lærer, det enkelte lærerteam eller den enkelte forældregruppe kan vælge og vrage. På den måde er det højst usikkert, hvad der egentlig kommer til at ske.

Derfor er første råd: Undgå at formulere politikken som et tilbud, som det her sker i en handleplan:

• Mobning kan være et punkt på forældremøder
• Klasser kan aftale og udarbejde samværsregler
• Problemer med dårlig trivsel kan tages op på lærerteamets møder (forfatterens understregninger)

 

Formulér hellere forventningen, så det ikke kan misforstås:

• Ved alle forældremøder er klassens trivsel et fast punkt på dagordenen. Forældrene aftaler rammer for f.eks. afholdelse af fødselsdage.
• På afdelingsmøder indgår erfaringsudveksling om elevernes trivsel som et fast punkt.
• Det enkelte lærerteam orienterer to gange årligt skolens ledelse om klassens trivsel. Dette foregår ved elevgennemgang forår og efterår.
• Det er altid de voksne - lærere, pædagoger og forældre - derhar ansvaret for, at der er et godt socialt miljø på skolen og i klasserne. Arbejdet med klassens sociale liv kan ikke ’vælges fra’ af disse voksne

Andet råd: Vær superkonkret med hvad der skal ske. Mere generelle betragtninger om rummelighed, tolerance, trivsel osv skal understøttes af helt konkrete aktiviteter, som man efterfølgende kan evaluere, om de har fundet sted eller ej:

• Gårdvagten skal være aktivt synlig og konfronterende, og opmærksomhedskrævende situationer formidles til den næste gårdvagt og klasselærere. Vikarer benyttes ikke som gårdvagter, men JL/souschefen fordeler i stedet den fraværende lærers gårdvagter på faste lærere, når der laves vikarskemaer. Gårdvagterne tages op på pædagogisk rådsmøde 4 gange pr. år.
• Spillereglerne skal være ajourførte og offentliggjort på et synligt sted i klassen og på skolens intranet, hvor forældrene har adgang. Spillereglerne skal være aftalt i klassen, så de kan præsenteres på efterårsforældremødet
• Socialt samvær: På lejrture og hytteture arbejdes der aktivt med kammeratskabet i gruppen i forhold til løsning af diverse meningsfulde opgaver
• På forældremøder drøftes emner af betydning for barnets trivsel:Legeaftaler i fritiden, telefonkæde blandt forældre og private fester.

Tredje råd: Gør den enkeltes ansvar helt klart. Al erfaring med implementering af nye tiltag viser, at en klar ansvarsfordeling er helt afgørende for, at planerne bliver ført ud i livet. Alle skal vide, hvem der gør hvad, og hvem der i sidste ende har ansvaret for, at det sker. Når ansvaret ikke er placeret, er der en stor risiko for, at intet sker, fordi alle regner med at andre gør det. Sådan er det også når det gælder indsatsen mod mobning, der i dag må konkurrere med alverdens andre udviklingsopgaver, der bliver pålagt skolen. Derfor er det ekstra vigtigt helt konkret at afgøre, hvem der ansvaret. De ansvarlige skal vide det selv, og det samme skal øvrige aktører i og omkring skolen.

Et par gode eksempler fra Tullebølle Skole og Marie Kruse Skole:

Teamet klargør egne og fælles grænser ved at opstille konkrete sociale mål for den enkelte elev og klassen/børnegruppen, som en del af årsplanen. Afleveringsfrist d. 13. august.

Lærerne sikrer, at der i hver klasse afholdes mindst to sociale klassearrangementer med lærer- og forældredeltagelse. Målet er, at alle børn i en klasse deltager – også selvom deres forældre skulle være forhindret i at deltage.

Det enkelte lærerteam orienterer to gange årligt skolens ledelse om klassens trivsel. Dette foregår ved elevgennemgang forår og efterår.

Det er den voksnes (lærer, pædagog) ansvar at afdække elevernes trivsel og sociale kompetencer. Dette sker bl.a. via individuelle elevsamtaler, der skal finde sted på alle klassetrin. Den voksne er tillige pligtig til omgående at handle professionelt, hvis mobning konstateres.

(forfatterens understregninger)

5. Beredskab og intervention

Selv på de skoler, der er allerlængst fremme i anti-mobbearbejdet, forekommer der tilfælde af mobning. Faktisk udtrykker disse skolers ildsjæle – som jo er dem, der har mest praktisk erfaring med anti-mobbearbejdet – at jo mere de beskæftiger sig med mobning, jo mindre skråsikre tør de udtale sig om graden af mobning på deres skole. Stor erfaring giver med andre ord en stor ydmyghed over for problemet.  Mobningen kræver konstant fokus og på trods af det, vil der forekomme tilfælde.

Derfor er erkendelse nr. 1, når det handler om intervention og beredskab, at der altid vil forekomme episoder. Også på de - i antimobbe-forstand - ”bedste” skoler. Når mobbemønstre pludselig afdækkes, er der ingen grund til at gå i forsvarsposition eller med det samme at erklære, at forebyggelsesindsatsen var forfejlet.

Erkendelse nr. 2 er, at intervention i forhold til mobning tager tid. Der findes ikke ”akut opstået” mobning. Når mobning opdages, har mobbemønsteret i gruppen som regel bygget sig stille og roligt op over tid. Derfor kræver al intervention over for mobning en plan, der som tommelfingerregel bør strække sig over min. dobbelt så lang tid, som voksne umiddelbart ville mene, var nødvendigt.

Fasthold gruppeaspektet

Når de konkrete planer for intervention skal udvikles og beskrives, gælder det om at holde tungen lige i munden og huske den definition, som de fleste handleplaner bygger på. I definitionen fremgår det, at mobning er et fænomen, der opstår i og næres af grupperelationen. Derfor skal gruppeaspektet også afspejles i de tiltag, der sættes ind over for mobningen.
Når man afdækker et mobbemønster og hører ofrets beretning, er det svært ikke at føle en voldsom indignation over det skete. Man identificerer sig med ofrets lidelser og får derfor ofte også en trang til at få oprejsning på offerets vegne og måske endda straffe den eller de mest synlige mobbere. Det er helt naturligt.
Men hvis formålet med intervention er at få mobningen i klassen eller i gruppen af børn til at ophøre, så er der ingen dokumentation for, at sanktioner har mere end en yderst kortsigtet effekt. Ikke engang i ekstreme tilfælde, hvor mobberen fjernes fra klassen eller fra skolen. Tværtimod viser erfaringen, at efter en kortvarig effekt falder gruppen tilbage i det gamle mønster. Mobningen består – nu blot med en lidt ny besætning af rollerne.
Derfor er godt råd til den måske sværeste del af handleplanen – interventionen – at man skal huske gruppeaspektet i alle procedurer og aktiviteter og nedtone sanktionerne over for den enkelte elev. Til inspiration kan her ses Tullebølle Skoles gode råd til samtale med mobberen:

Samtale med central mobbeperson:

• Emnet er den aktuelle situation.
• Institutionens holdning markeres fast og bestemt, men uden moraliseren. Det er handlingerne, der er problematiske, ikke personen.
• Hvad vil mobberen ophøre med i forhold til den mobbede? Forslagene skal komme fra mobberen selv.
• Forslagene skrives ned.
• Slutspørgsmålet: Tror du, at du kan klare det?

Uddan ressourcepersoner

Når mobning opdages i en klasse, vil mange lærere opleve det som en voldsom udfordring, som umiddelbart er svær at håndtere. Intervention mod mobning er ikke noget lærere bliver uddannet i på seminaret, det er sjældent en del af praktikken, og på skolerne er der ikke tradition for at samle op på og systematisere erfaringerne med at gribe ind over for mobning. Derfor er det en god idé at uddanne en gruppe lærere og pædagoger til at være de lokale mobbe-specialister. Silkeborg Kommune har uddannet en såkaldt Task Force til at sætte ind og støtte lærere og pædagoger. Andre skoler benytter deres AKT-lærere, som får et par ekstra kurser. Og endelig er der skoler, som sender ildsjælene af sted på kursus, hvorefter de officielt eller uofficielt bliver ressourcepersoner omkring mobning, som kollegerne kan søge støtte og gode råd fra.
En god handleplan bør sætte en sådan ordning i system. Navne på ressourcepersonerne skal optræde i planen, ligesom det skal fremgå, hvilken form for støtte og hjælp, man kan få.
Nogle af de ydelser, som ressourcepersonerne kan levere, er typisk:

• Mini-oplæg om mobning til et lærerteam eller en afdeling.
• Hjælp til lærerteamet til at udarbejde en strategi og plan, når mobningen er en realitet
• Hjælp til at forberede (og evt. deltagelse i) svære møder eller samtaler med klasse, mobbeoffer, forældre m.m.

Hvad skal beredskabs- og interventionsafsnittet indeholde?

Beredskabs og interventionsafsnittet i en handleplan bør indeholde klare procedurer for, hvad der skal ske og hvem der gør hvad.
Planen skal skitsere:

• Hvilke ressourcepersoner på skolen kan lærere/pædagoger/forældre trække på?
• Hvordan kan den fornødne viden om mobningen hurtigt fremskaffes, så den rigtige plan kan blive udarbejdet?
• Hvordan skal klassen/gruppen involveres? Og hvem gør det?
• Hvordan skal forældregruppen involveres? Og hvem gør det?
• Hvem tager snak med mobbeoffer?
• Hvem er ansvarlige for hele indsatsen? Hvornår skal ledelsen inddrages? Hvilken rolle skal den spille?
• Hvordan og hvornår skal indsatsen følges op?

Guidelines for svære samtaler

Herudover bør der være konkrete guidelines for i hvert fald:

1. Hvordan snakken med mobbeofret tages.
   Erfaringen viser, at mobbeofre med tiden ofte klapper i som en østers, når de skal fortælle, hvad der foregår. Det kan skyldes dårlige erfaringer med manglende opfølgning i tidligere tilfælde eller følelsen af egen skyld. I begge tilfælde er det vigtigt, at den/de voksne får etableret den en dialog, hvor ofret føler sig tryg. På Lysabild Skole har man med stor respekt for det mobbede barn formuleret det sådan her:
   Det besluttes, hvem der skal tage sig af / har ansvar for forløbet. Som udgangspunkt er det klasselæreren – men barnet skal have mulighed for at vælge en lærer/pædagog, som barnet er mere tryg ved i den aktuelle sag
2. Hvordan snakken med klassen/gruppen omkring barnet tages.
   Mange lærere og pædagoger synes, at netop denne del er meget kompliceret og tyr måske derfor til ”koncepter” som for eksempel ”kort og Godt”, ”Den varme stol” eller andre værktøjer, som i mange tilfælde gør ondt værre.
   Guideline skal beskrive gode spørgsmål, hvilke voksne der skal deltage, om de voksne på forhånd skal have taget stærke tilskuere i ed osv.

Aktiviteter, der kan genoprette gruppen

Og endelig bør interventionsafsnittet indeholde gode, konkrete forslag til ”genopretnings”-aktiviteter i forhold til børnegruppen eller hele klassen. Mobning opstår ofte som et slags surrogat-fællesskab i grupper, der ikke har mange positive ting, der binder gruppen sammen. Derfor er en del af genopretningsarbejdet – og noget af det, der tager tid – at få gruppen bygget op (igen) omkring andet end mobningen.
Genopretningsaktiviteter er f.eks: sammenholdslege, teambuildingaktiviteter, spise-sammen arrangementer og andre konkrete initiativer, hvor formålet er at lade eleverne møde hinanden på forskellige og nye måder.

6. Børnenes rolle

Dette tjekpunkt er med for at sikre, at børnene er tænkt ind tidligt i processen, så de reelt får sat deres fingeraftryk på handleplanens indhold. Børnene har meget at bidrage med – ikke kun, når handleplanen er færdiggjort.

Hvad kan børnene bidrage med:

• Konkrete ideer til handleplanen
• Viden om, hvad mobning er helt konkret
• Viden om de nye mediers indre logik
• Identificere den faktiske mobning
• Intervenere i forhold til lettere tilfælde af mobning (over tid)

7. Forældrenes rolle

Forældre er en uhyre vigtig aktør. En velfungerende, engageret forældregruppe kan gøre en stor positiv forskel, når det handler om klassens sociale trivsel og om at tage fat i mobbeepisoder, før de udvikler sig til mønstre.

Groft sagt kan forældrene bidrage på to niveauer:

1. I forhold til deres eget barn.
   Præge barnet i retning af at være en social og tolerant aktør i børnegruppen. Og ved selv at optræde som et godt eksempel, der ikke taler dårligt om andre forældre eller andres børn.
2. Prioritere og deltage i det sociale liv med klassens øvrige forældre og deres børn. Stadig flere kontaktforældre arrangerer hytteture, udflugter og meget andet for børn og forældre uden for skoletid. Udgangspunktet er, at god stemning blandt forældrene smitter positivt af på børnene. Og det er lettere at tage problemer i opløbet, når man har drukket vin eller kaffe sammen med andre forældre på en weekendtur.

Hvad kan forældrene bidrage med:

• Viden om den konkrete mobning i klassen (også den, der går ud over andres børn)
• Forebyggelse gennem anti-mobbeværdier
• Forebyggelse via forældre-børn aktiviteter
• Lettere intervention over tid (pige/drenge-forældremøder m.m.)

8. Samarbejdet mellem skole og SFO

De fleste planer har intet eller kun meget lidt om samarbejdet med den SFO, der er knyttet til skolen. Det er synd. Pædagogerne på SFOen kan bidrage med meget i anti-mobbe øjemed. Dels kan de ofte supplere det billede skolen har af et barn eller en gruppe af børn, fordi børnene ofte indgår i lidt andre relationer i skolefritidsordningen. Dels fordi pædagogerne har både uddannelsesmæssig kompetence og tid til at sætte ind med forskellige både forebyggende og genoprettende aktiviteter. Det kan være alt fra opsætning af Harry Potter-teater til udflugter med nye børnekonstellationer, hvor formålet er at hjælpe udstødte børn med at komme ind i børnegruppen igen.
En handleplan bør derfor beskrive – enten i et afsnit eller endnu bedre flere steder undervejs – hvordan SFO’en konkret indgår i anti-mobbearbejdet.

9. Lokal forankring

Handleplanen skal være lokalt forankret, hvis den skal have en chance for reelt at indgå i skolens liv og rytme. Den lokale forandring betyder konkret, at der skal være flere formuleringer i planen, som viser, at den hører til på netop pågældende skole, og at planen ikke bare er copy-paste fra en anden skole.
En skole skriver for eksempel i dens handleplan:

Festerne på skolen (”Karl Åge”, julefest, høstfest, fastelavn og Skt. Hans) skal gennemføres på en måde, som gør, at alle børnene mærker, at de er en del af fællesskabet”.

En del af tjekket er derfor at sikre sig, at der i planen optræder konkrete begivenheder, navne, steder på skolen, som forbinder den med den pågældende skole og kun den.

10. Formidling og evaluering

Når handleplanen er færdig og godkendt af alle involverede parter, skal den formidles til alle aktører i og omkring skolen. Det er ikke nok at omdele den i lærernes og pædagogernes dueslag, uddele den i klasserne og vedhæfte den til en e-mail til alle forældre. På den måde har man som skole naturligvis sin ryg fri. Men lever den herefter blandt målgrupperne? Det kan man med rette tvivle på.

Derfor bør arbejdet sluttes med en plan for, hvordan handleplanen bliver formidlet til de forskellige målgrupper:

• skoleledelse
• lærere
• pædagoger
• elever (forskelligt i forhold til alder)
• forældre

Et godt råd er, at alle målgrupper skal høre om handleplanen mundtligt. Nogle aktører flere gange og mere indgående end andre. Det afhænger af deres rolle i handleplanen.

Rituel fejring

Nogen skoler vælger at fejre, at handleplanen er udarbejdet for allerede her at sende et signal om arbejdets store betydning. Bare det, at skolelederen (og evt. skolebestyrelsesformanden og elevrådsformanden) tager ordet i den anledning signalerer, at handleplanen har en vis autoritet og betydning.
Lokalpressen kan også inviteres for at skabe noget positiv opmærksomhed omkring skolen og dens aktiviteter. Det er en meget effektiv måde at komme ud i lokalområdet på, og det, at omverdenen nu ved, at de kan forvente en målrettet indsats på området, skaber samtidig et positivt forventningspres på alle aktører,.

Evaluering

Endelig skal planen naturligvis evalueres efter et stykke tid. Det er oplagt at gøre det i hvert fald en gang om året. Evalueringen sikrer, at handleplanens opgaver og principper ikke drukner i alle mulige andre opgaver i skolen. Og evalueringen kan også sikre, at handleplanen fortsat er en dynamisk størrelse, der tilpasser sig de løbende forandringer i både skolen som institution og i børneland.
Skriv en dato ind i planen for, hvornår planen skal evalueres og hvem, der er ansvarlig for at det sker. Og plot det så ind i Outlook-kalenderen, så der popper en påmindelse op, hvis det nu alligevel skulle blive glemt. I så fald er der nok ekstra grund til at få hevet handleplanen frem igen.

Værløse august 2008. Klaus Henriksen (klaus@mediekonsulenterne.dk)