Trivselsdag

– Beskrevet efter input fra Karin Lund, trivselslærer på Bregnbjergskolen i Vojens

KORT OM METODEN

En årlig, fælles Trivselsdag er en metode til at markere og synliggøre skolens kontinuerlige indsats for at fremme elevernes sociale trivsel og modvirke mobning. Med Trivselsdagen sender skolen et klart signal om, at trivsel tages alvorligt, og at mobning ikke kan accepteres. Samtidig giver det ”fælles fodslag” at være sammen om at skabe positiv opmærksomhed på og gode fortællinger om ”vores skole” – og det har i sig selv en trivselsfremmende effekt.

Metoden med en årlig markeringsdag er almindelig kendt fra andre skoler og omfatter alle klasser og årgange.

Antagelserne bag

Det er vigtigt at have et fælles udgangspunkt og nogle fælles oplevelser for både børn og voksne på en skole. Sådanne oplevelser skaber og markerer samhørighed og glæde – og de motiverer og giver inspiration til på alle niveauer at fortsætte indsatsen for at sikre elevernes sociale trivsel.

Formål

  • At understrege betydningen af at have fokus på elevernes sociale trivsel
  • At inspirere og motivere til det videre arbejde i klasserne
  • At inddrage både børn og voksne i arbejdet med henblik på at skabe medansvar hele vejen rundt
  • At påpege sammenhængen mellem det psykiske undervisningsmiljø og elevernes trivsel og mulighed for læring
  • At markere ”vores skole” som en skole, der siger JA til trivsel og NEJ til mobning!

METODEBESKRIVELSE


Elever til trivselsdag

Hvad er ”set-up’et” eller konteksten?

Trivselsdagen kan planlægges som en enkeltstående markering af skolens generelle, forebyggende indsats mod mobning og for bedre trivsel. Den kan dog også med fordel planlægges som en opsamling eller afslutning på forskellige klassers eller årganges undervisningsforløb med fokus på relaterede emner. Trivselsdagen åbner mulighed for, at eleverne præsenterer og synliggør resultaterne af deres arbejde for resten af skolen.

Trivselsdagen kan også være startskuddet til en eller flere konkrete indsatser i forskellige sammenhænge og på forskellige niveauer:

  • Måske har skolen besluttet at udarbejde eller revidere en fælles antimobbestrategi (jf. bilag B: Skabelon til antimobbestrategi)
  • Måske har skolen besluttet at oprette et Trivselsråd eller et elevmæglerkorps (se metodebeskrivelserne: Trivselsråd og Elevmægling)
  • Måske skal skolen i gang med at udarbejde eller revidere sin undervisningsmiljøvurdering (UMV)
  • Måske skal der startes et projekt omkring bedre integration af skolens tosprogede elever/familier
  • Måske har man planer om at gøre noget ved de fysiske omgivelser (smukkere rammer og flere aktivitetsmuligheder = bedre social trivsel)

Mulighederne er mange!

Hvordan gør man? Beskrivelse af arbejdsgangen trin for trin

  1. Det er afgørende, at ledelsen på skolen bakker op om ideen og formålet med dagen. Aftal timeforbrug for de lærere der står for planlægningen og eventuelt en økonomisk ramme for dagen.
  2. Afsæt datoen så der er god tid til forberedelser. Hvis man ønsker at få folk udefra til at stå for en indledende event eller et andet indslag på dagen, er det også en fordel at være tidligt ude.
  3. Planlægningen af dagen foretages af et udvalg bestående af lærere og elever. Eleverne er fx skolens undervisningsmiljørepræsentanter samt elever rekrutteret fra elevrådet eller et Trivselsråd. Eleverne har fra klasserne indsamlet forslag til emner for dagen, og ud fra disse forslag findes dagens hovedemne. Emnerne kan være mobning, følelser, omgangstone, undervisningsmiljø, ansvarlighed, rummelighed, respekt mv.

    Udvalget laver det overordnede program for dagen, skaffer evt. folk udefra og bestiller relevant materiale hjem til skolens lærere i god tid. Lav gerne en lille udstilling på lærerværelset med materialer om det valgte emne.
  4. Det er en god ide, at nogle af udvalgslærerne frigives fra undervisningen på selve dagen. De kan tage sig af eventuelle gæster, filme, tage billeder og være ”praktiske grise”. Aktiver også Trivselsrådet/elevrådet og undervisningsmiljørepræsentanterne på dagen. De kan fx hjælpe til med den fælles del af arrangementet og måske også stå for selvstændige aktiviteter (se evt. forslag til elevstyrede aktiviteter i metodebeskrivelsen: Trivselsråd).
  5. Kontakt de lokale medier. De kommer som regel gerne ud og skriver om disse emner – og så er det jo en god reklame for skolen! Inviter også skolebestyrelsen.
  6. Trivselsdagsudvalget overlader detailplanlægningen til skolens øvrige lærere ud fra inspirationsmateriale og en overordnet tidsplan for dagen, som udvalget har udarbejdet. Lærernes planlægning af dagen kan foregå i klasseteams, i årgangsteam eller i/på tværs af afdelingsteams.

    Det er vigtigt, at eleverne kender dagens indhold på forhånd. Dette fjerner en del uro og usikkerhed blandt eleverne. Hæng derfor programmet op i stort format rundt omkring på skolen. Skriv også gerne om de eventuelle gæster, skolen får besøg af.
  7. Brug gerne alle skolens områder – både ude og inde – i løbet af dagen. Reserver og fordel lokaler.
  8. Dagen kan med fordel starte med et stort fællesarrangement af ca. en times varighed. Forslag til programpunkter:
    • Som en lidt anderledes begyndelse kan der i den store forsamling lyttes til en sang. Vælg et stille nummer og gerne et, eleverne kender i forvejen. Dette er en stor oplevelse. Fx With at little help from my friends af The Beatles eller Beautiful af Christina Aguilera.
    • Skolens ledelse byder velkommen og giver et kort oplæg om dagens emne.
    • Hvis skolen ikke i forvejen har underskrevet sin helt egen "Trivselserklæring”, er der her en oplagt mulighed for en lille højtidelighed omkring underskrivelsen (se mere på www.dcum.dk under ”værktøjer” eller udskriv bilag A: Lokal Trivselserklæring)
    • Fællessang: En eller flere sange, som relaterer til emnet. Det vil være en fordel, at skolens musiklærere har øvet sangene i musiktimerne. Lav teksten i stort format til selve dagen. Skolens kor kan eventuelt underholde.
    • Teater eller anden underholdning udefra.
  9. Husk at lave en ”gå ud”-rækkefølge efter arrangementet. Ellers kan det let blive kaotisk, og det er en dum start på dagen.
  10. Aktiviteter ude og inde, oppe og nede. – Forslag til aktiviteter følger i afsnittet nedenfor.
  11. Der holdes en fælles afslutning på dagen, hvor der i aula, gymnastik- eller festsal fremvises eventuelle produkter, der er frembragt i dagens løb. Afslutningen kan også foregå i de forskellige afdelinger, eller den kan laves som en festlig event i skolegården med opsendelse af balloner, optræden af skolekoret eller fællessang.
  12. Husk at evaluere dagen. Gerne kort tid efter, mens oplevelserne er i frisk erindring. Lad de små elever billedevaluere ved at tegne deres bedste oplevelse fra dagen. De ældre elever kan evaluere gennem deres undervisningsmiljørepræsentanter eller eleverne i Trivselsrådet/elevrådet. Offentliggør resultatet på lærerværelset og gennem Trivselsrådet/elevrådet i klasserne.

Konkrete øvelser, eller andre elementer i metoden:

Her følger en række ideer til aktiviteter, der kan indgå i en Trivselsdag:

  • Spis fællesmorgenmad i klasserne
  • Hvis skolen har et Dramahold, så spørg dem i god tid, om de vil opføre noget på dagen
  • Lav jeres egen trivsels- eller antimobbesang. Få hjælp af musiklærere på skolerne
  • Lav en undervisningsmiljøvurdering (UMV) og udstil den grafisk på dagen. Uddeles også til hver klasse gennem klasselæreren
  • Arranger en konkurrence om det bedste trivselslogo, -slogan eller -kampråb: Forslagene udstilles og vinderforslaget præsenteres ved dagens afslutning. Hvis det er et kampråb, skal det naturligvis råbes, så hele nabolaget kan høre det!
  • Udlever et postkort til alle elever, hvor de hver især kan skrive deres bud på, hvordan man forhindrer mobning. Saml alle kortene, lad pedellerne lave en ramme med plexiglas, og sæt postkortene i rammerne som en collage, der kan hænges op i fællesarealerne
  • Lav i dagens anledning skoleboden om til en trivsels- eller antimobbebod. Sælg omsorgsæbler, venskabsflutes og trivselsboller
  • Indret et værksted med taktil rygmassage – se metodebeskrivelsen: Taktil Rygmassage.
  • Del eleverne op i grupper og lad dem male nogle store malerier, der udtrykker forskellige følelser.
  • Indskolingen kan lave og udstille en frise med tegninger af glade børn
  • 3.-6. klasse kan lave fælles skulpturer af træ, der kan stilles op i skolegården
  • Lad de store elever lave et følelsesvendespil/memory til de små elever. Tegn ansigter der udtrykker nogle primære følelser
  • Lav rollespil/forumteater i mindre grupper, opdelt efter alder – se metodebeskrivelsen: Drama Mod Mobning
  • Udsmyk skolen. Mal, ryd op, plant blomsterløg, lav terrasser, hæng billeder og fotos op osv. Lad udsmykningen være synlig et stykke tid efter dagen
  • Lav evt. en male/kunstkonkurrence og lad elevrådet/Trivselsrådet udvælge et vinderprodukt, som udstilles og eventuelt trykkes
  • Hold oplæg i mindre grupper om giraf- og ulvesprog samt om konflikttrappen og kropssprog mv. – se metodebeskrivelserne: Girafsprog og Konflikttrappen
  • Lav en biograf. Vis film om trivsels- og mobbeemner. Husk at lave en tilmelding og tidsplan over biografen
  • Bind en sløjfe rundt om eleverne – gruppe- eller klassevis som en samarbejdsøvelse
  • Lær de ældste elever førstehjælp
  • Hold "åbent hus” hos skolelægen og sundhedsplejersken
  • Lad eleverne fra elevrådet eller Trivselsrådet stå for et ”gøre-hinanden-tjenester”-rum, hvor de yngre elever kan få hjælp til at rydde op i skoletasken, blyantspidsning, bogindbinding, lektielæsning mv.
  • Lav et ballonværksted: Eleverne udarbejder små budskaber om venskab og trivsel og putter dem ind i balloner, der skal sendes til himmels som en festlig afslutning på dagen
Trivsel
Elever fra Nordre Bramming skole skilter med god trivsel!

AFSLUTTENDE VURDERING

Fordele ved metoden

Trivselsdagen skaber:

  • fælles oplevelser, som hele skolen taler om længe
  • åbenhed omkring svære emner som fx mobning og mistrivsel
  • fælles afsæt til at fortsætte arbejdet i klasserne
  • mulighed for at arbejde på tværs af afdelinger og årgange
  • mulighed for at inspirere resten af lærerkollegiet i en ellers travl hverdag
  • mulighed for at inddrage skolebestyrelse, SFO, PPR, SSP, skolelæge og sundhedsplejerske
  • mulighed for at sætte fokus på et helt specifikt emne, der har med trivsel eller mobning at gøre
  • glæde ved at arbejde med fællesskabet på skolen
  • opmærksomhed omkring elevernes sociale trivsel på skolen og sætter fokus på, om det virker, det vi gør
  • bedre trivsel og mindre mobning

Forhold man skal være særligt opmærksom på ved brug af metoden

Eventuelle eller potentielle ulemper og/eller begrænsninger ved metoden

  • Det er en ulempe, hvis trivselsdagsudvalget består af for mange lærere, og de bliver skiftet ud år for år