Venskabsordninger

Kat

Metode 13: Familiegrupper

Familiegrupper er en metode til organisering af alle skolens elever i aldersintegrerede grupper. Den pædagogiske idé bag metoden er, at familiegrupperne skal konstituere en ideel families funktion og betydning i forhold til det enkelte familiemedlem. I familiegruppen opdrager medlemmerne hinanden, de giver og modtager omsorg, oplever fortrolighed og udviser ansvar og forpligtelse over for fællesskabet. Princippet i familiegrupper er inspireret af Freinetskolens grundskolegrupper.

Familiegrupper er et forebyggende trivselstiltag og omfatter alle klassetrin.

Metode 14: Skytsengle

Skytsenglene er en venskabsordning, som styrker relationerne mellem skolens elever og udvikler deres faglige og sociale kompetencer. Ordningen går ud på, at elever i 5.-9. klasse er personlige skytsengle for englebasserne i 0.-4. klasse, og ved flere lejligheder hen over skoleåret er der fællesarrangementer for skytsengle og englebasser. Skytsenglene arbejder eksempelvis i forbindelse med legedage, skolefest, ferieafslutninger eller i forbindelse med et fagligt emne på tværs af klasser. Ved fællesarrangementerne passer skytsenglene på deres englebasser, følges med dem, sidder ved siden af dem, hjælper dem og har ansvar for, at de er trygge og rolige.

Skytsengleordningen virker forebyggende mod mobning, idet der via ordningen skabes et ansvarligt fællesskab mellem skolens elever. Mange skoler har venskabsklasser i en eller anden udformning og inspirationen til skytsengleordningen stammer fra flere forskellige skoler, som hver har sin indgangsvinkel.

Metoden omfatter alle klassetrin.